Andy Højlund Kierstein, døbt Kirstein
Da jeg kom ind i familien, boede Andy på Charlottenlund Travbane i én af banens tilknyttede boliger, – han havde nemlig været travtræner og åbenbart været et rimeligt kendt navn. Min morbror, Ove, som tidligere kom på travbanen, havde kendt ham, – og jeg har også stødt på andre, som har sagt “Kierstein…. – er du i familie med Andy?”.
Andy led til sidst af sukkersyge og havde også mistet begge sine underben. Han døde i februar 1992, – ca. 1 måned efter vi havde besøgt ham med Karin, som vi fik 14. december 1991. Da vi fik at vide, at Andy var død, havde vi meget på fornemmelsen, at han havde kæmpet til det sidste, for endelig at se sit første barnebarn, – han var meget glad for vores besøg.
Det var egentlig dette efternavn “Kierstein”, der i starten gjorde mig nysgerrig. Hvor stammer det fra? Hvad er historien? I Renés familie er der en fornemmelse af, at det stammer fra Østrig, – men, men, – dertil er jeg endnu ikke kommet. Selvom navnet er specielt, er jeg også kommet til kendsgerningen af, at der er rigtig mange, der hedder Kierstein, – stavet på forskellige måder, – og at stavemåden også har ændret sig i familien, når præsten har skrevet det på forskellige måder i kirkebogen.